Da jeg i sin tid gik på Designskolen, var belysningsdesigner Ingo Mauer, mit første bekendtskab med en kreatør, som skilte sig ud fra tidens minimalistiske tradition.
Ingo Maurer døde sidste år, han blev 87.

Jeg havde forleden, fornøjelsen at opleve Ingo Maurers datter, Claude Mauer, fortælle om sin far, hans liv i design og fremtiden for Ingos tegnestue. En talk krydret med personlige anekdoter, som kun en datter kan fortælle dem – vært var Paustian i Nordhavn.

Maurer blev i sin tid udlært som typograf, uddannede sig derefter som Industriel Designer. I 1960 rejste han fra München til USA, hvor han arbejdede som grafisk designer.
Efter 3 år i New York og San Francisco vendte han hjem til München og etablerede en tegnestue for egne produkter, Ingo Maurer GmbH.

Hans første store succes, The Bulb, lampen som ligner en forstørret elpære, kom på markedet i 1966 og bragede ind på en podieplads i Museum Of Modern Art.
Senere i år kommer et redesign, af The Bulb, på markedet, nu en transportabel bordlampe, der lades op som en mobiltelefon og derfor kan placeres hvor som helst uden den irriterende ledning til stikkontakten.

Det var Maurers tegnestue, som i 1984 satte halogenpæren på stålwire og kaldte det YaYaHo. Det geniale koncept kan justeres efter behov og er naturligvis blevet kopieret herfra og til Kina – det var sgu Maurer, der så den først!

Jeg fascineres af Maurers legende tilgang til det funktionelle, især når hans skulpturelle og ekstremt poetiske design munder ud i provokerende og innovative produkter.
– En del af Ingos lamper blev oprindeligt designet som bryllupsgaver til fars venner, fortalte Claude Maurer, venner som trængte til et unik design i anledning af den store dag. Altså en prototype, gerne lavet i skyndingens sidste øjeblik.

Et eksempel er lampen, Bibibibi.
De røde hønseben stammer fra en forretning i et sydtysk storcenter. Man var løbet tør for hønsekroppe og ville under ingen omstændigheder sælge ben uden krop. Men Maurer, som forfulgte en idé, blev nødt til at hugge de røde hønsefødder og forsvinde løbende ud af butikken.

Et andet eksempel, på Maurers ubestridte kreativitet, er lampen, Mozzkito. Kunsten at integrere lys med hverdagsting. En almindelig tesi omkranser en halogenpære. Ved første øjekast ser man en skulpturel bordlampe og ved nærmere eftersyn, bliver det tydeliget at en tesi er del af designet.

Ingo Maurer elskede Japan og en del af hans design, var naturligt nok, inspireret at japanernes fantastiske materialetradition. Lamper som Samurai og Kokoro er glimrende eksempler på denne inspiration. Det er skulpturelle og elegante lamper, tilført rispapirets magiske stoflighed og Maurer, som her spiller sig ind i mesterklassen, præcis som, Issey Miyake, en anden favorit designer.

Udover design af lamper har Ingo Maurer GmbH skabt ekstremt spændende redesign og lys koncepter til flere togstationer i München. De har også udført et utal af lys installationer i både private og offentlige regier.

Heldigvis tegner fremtiden godt for Ingo Maurer GmbH.
Sebastian Hepting, designer på tegnesstuen gennem flere år, har arbejdet på lampen, Moodmoon, næste års store projekt. En anderledes, smuk og innovativ lampe, som tilmed inddrager brugeren i en helt ny måde at tænke belysning.
Mere om Moodmoon og Sebastian Hepting på senere tidspunkt.

Det vi være omfattende, at beskrive samtlige værker designet på tegnestuen i Ingo Mauer´s tid. Jeg vil dog nævne, at de dygtige folk hos Paustian, netop nu kører en udstilling med et flot udvalg af Maurer´s belysning, som jeg hermed varmt anbefaler.

I min optik, er Maurer det elektriske lys poetiske mester, hans uendelige og krøllede tankegang, ikke blot provokere den gængse opfattelse af lys- og lampedesign, men gør det med kærlighed – et kreativt smil som lyser op i ethvert rum.

(Dette er ikke et sponsoreret indlæg).